Hvorfor hedder Ida, Ida?

Hvorfor hedder Ida, Ida?

Den anden dag lavede jeg dette indlæg , om hvorfor vi har valgt at vores søn skal hedde Eigil. Og nu kommer historien om hvorfor storesøster hedder Ida. Historien er dog slet ikke så lang eller rørende som historien omkring Eigils navn

Hvor vi ikke rigtigt kunne blive enige om navnet Eigil, ja så blev vi faktisk meget hurtige enige om navnet Ida. Eller hurtigt og hurtigt, Ida var slet ikke et af de navne vi havde gået og snakket om til en mulig pige.

Men her kommer historien om hvorfor Ida.

Da jeg var gravid med Ida tilbage i 2012, gik vi og snakkede navne, også allerede inden vi vidste hvad kønnet var. Vi blev dog aldrig sådan helt enige og fastlagde os på et navn, og Ida var faktisk slet ikke blandt de navne vi gik og snakkede om til en mulig pige. Men derimod var havde vi navne som; Astrid(efter min mors mellemnavn), Fie, Sofie, Johanne og Johanna til en mulig pige. Og Oscar/Oskar, Marius, Magnus, Bjørn og Nicklas til en mulig dreng.

Vi er så til misdannelses scanning og får at vide at det er en pige vi venter os, og så begynder vi ellers at snakke pigenavne igen. Heller ikke her er der nogle af os der nævner navnet Ida, men vi sætter os derimod fast på hver vores pigenavn, Rasmus på Fie og mig på Johanne.

En dag er vi så på kirkegården,  hvor vi kommer til at se en gravsten hvor der står Ida på(jeg ved godt det er makabert). Vi ser intet til hinanden, men kigger blot på hinanden, og her er vi bare sikre på at vi har fundet NAVNET til vores kommende pige.

Vi døber så Ida, sjovt nok for Ida. Og her vælger svigermor så lige at dele at hun da havde en faster der hed Ida, ikke lige nogle af os tænkte over da vi jo kendte hende som “Faster Sonja”
Så på en måde kan man sige at Ida er opkaldt efter Rasmus’ familie, mens Eigil er opkaldt efter “min familie”

Hvor F… har i døbt jeres søn Eigil?

Hvor F… har i døbt jeres søn Eigil?

Rigtig mange spørger mig(os) om det nu passer, når vi præsentere vores søn under navnet “Eigil”.
Vi får ofte sætningen, ej det er da bare noget i kalder ham ikke, han hedder da ikke Eigil. Men jo vi HAR døbt vores søn Eigil – og NEJ han er ikke opkaldt efter ham kokkedimsen i “De grønne slagtere”. Jeg har aldrig set den film, da jeg ikke bryder mig om film med Mads Mikkelsen – Yes i said it !

Ja jeg er nok den eneste i Danmark der ikke bryder mig om Mads Mikkelsen og ikke har set nogle af de film han medvirker i(ej det passer ikke helt, har set “Blinkende lygter” og “Rejseholdet”), men det var jo slet ikke det, som dette indlæg skulle handle om, men derimod om hvorfor vi har valgt navnet Eigil til vores søn.

Mange har spurgt mig, når jeg har fortalt dem hvad vores søn hedder: “Hvorfor har i valgt sådan et gammel mands navn, til sådan en charmetrold?”

Jo det skal jeg sige jer. Jeg fik min vilje med navnet til ham lillebror, jeg havde kæmpet stort set siden vi fik at vide at det var en dreng, til misdannelses scanning, om at han skulle altså skulle hedde Eigil.

Og det er der selvfølgelig en helt speciel grund til. Og den kommer her:

Jeg er født i 1989, og opvokset med en far der ikke gad mig – ja jeg har faktisk ikke set min biologiske far siden 1992; det siger lidt om hvor stor en del af mit liv han har været. I 1994 fandt min mor så sammen med min stedfar, som hun fik mine to lillebrødre sammen med, og dem har min stedfar selvfølgelig vægtet højre en hans bastard-datter. Så jeg har altid følt at jeg manglede en faderfigur i mit liv på en eller anden måde.

Min gudfar Eigil overtog den “rolle” så godt som han nu kunne, han var der altid for mig. Det var for eksempel ham der holdt tale til min konfirmation, holdt tale ved mine “runde” fødseldage(18 og 20 år). Ja han var der faktisk så meget for mig, at mit største ønske var at han en dag skulle føre mig op af kirkegulvet, når jeg en dag skulle giftes med Rasmus., fordi Eigil var det ALT det jeg følte en far skulle være. Så for mig var det helt naturligt at når brylluppet en gang skulle finde sted, så var det ham der skulle fører mig op. Men sådan gik det desværre ikke.  En uge inden jeg finder ud af at jeg venter Ida(vores pige på 5 år), så får Eigil konstateret kræft(LORTE SYGDOM), og inden jeg når at fortælle ham, at jeg venter Ida, så dør han desværre af kræften. Det var et meget hurtigt sygdomsforløb, og et forløb jeg faktisk stadigvæk forsøger at bearbejde her 6 år senere.

Så allerede da jeg ventede Ida, havde jeg faktisk navnet op og vende, fordi den mand betød virkelig alverden for mig. Da vi så finder ud af at jeg/vi venter os en pige, blev Eigil helt naturligt taget af navnelisten.

Så da jeg blev gravid igen, håbede jeg at det blev en dreng. Selvom det ikke er pænt at håbe på et bestemt køn, men for mig betød meget at jeg kunne minde og ære den mand, der havde taget over hvor fædrefigurerne i mit liv skulle have været. For ham virkede det helt naturligt, men for mig betød det ALT!!

Hvem pokker er Fru Piesen ?

Det basale om Fru Piesen

Jeg hedder Maria Pedersen(Piesen på vendelbomål). Jeg er 28 år og er gift med Rasmus på 30 år. Sammen er vi forældre til Ida på 4(snart 5) år og Eigil på 2 år. Vi har bosat os på en lille gård, lidt uden for en mindre by i Nordjylland.

Jeg er ud af en lidt “sjov” familie. Med det menes der, at jeg har fire søskende, men jeg er i teorien enebarn. Jeg er opvokset sammen med min mor og mine to halv lillebrødre. Min biologiske far udover mig, mine to storesøstre, som jeg først har fået kontakt til i de senere år. Takket være Facebook.

Jeg har faktisk altid sagt, jeg skulle ALDRIG giftes og jeg skulle ALDRIG have børn – i hvert fald ikke indtil Rasmus kom, og tog min verden med storm. Fordi her sidder jeg 13 år efter jeg mødte manden i mit liv, som gift frue og med to skønne børn. Endda så heldig at jeg har “fået lov til” at få både en datter og en søn, og derfor bliver der mulighed for at opleve en masse tøsefnider, barbiedukker, fisketure og drengestreger. Selvom Ida nu nok er en drengepige, hun elsker i hvert fald at blive beskidt, traktorer og klatrer i træer, så skal der nok blive tøsehygget når hun bliver ældre.

Jeg ELSKER livet på landet; stilheden, pladsen, det at der er “højt” til loftet og tanken om at vi kan blive selvforsynende – altså ikke sådan alt skal laves selv og fra bunden selvforsynende, men selvforsynende med grøntsager.

Uddannelse

Da jeg var færdig med folkeskolen havde jeg to fremtidsdrømme, den ene var at blive mekaniker, den anden var at blive folkeskolelærer. To helt forskellige verdener.

Så efter folkeskolen, hvor jeg faktisk var godt skoletræt, valgte jeg at tage grundforløb som mekaniker, jeg tog et speciel grundforløb, hvor man samtidigt med grundforløbet tager en 10. klasse i dansk, matematik og engelsk.  At jeg valgte at tage lige netop den form for grundforløb, blev min “redning” – det blev i hvert fald min indgang til HF. Jeg fandt efter et år med beskidte finger, olie i håret og ømme fingre, ud af at det der mekaniker, var slet ikke som jeg gik og troede/drømte at det var. Så året efter var jeg indskrevet til HF, da jeg ikke gad STX’en, da jeg jo allerede var et år bagud for mine drømme. Ja jeg skulle nok have lyttet til Rasmus, allerede da jeg valgte at starte op på grundforløbet.

Jeg fik taget HF, og kom ind på læreruddannelsen. Og jeg kunne mærke at det bare var det helt rigtige for mig. Jeg er så “heldig”, at jeg kan få lov til at undervise i det jeg virkelig brander for, nemlig historie. Jeg er uddannet med linjefag i matematik og historie, to ting/fag jeg virkelig brander for, men mit hjerte er helt klart ved historien. Jeg blev færdiguddannet sommeren 2012, hvor jeg så gik på barsel med Ida, stort set lige bagefter. Da min barsel var overstået, blev jeg ansat i et vikariat. Jeg er nu på barsel med Eigil, og håber at kunne få en fast stilling snart, selvom jeg godt kan lide at være i vikariater, så er det altså bare ikke helt det samme.

Det gør min dag god

Jeg er et familiemenneske med stort F, og jeg elsker bare at jeg sammen med Rasmus har skabt min egen lille familie, med Ida og Eigil. Noget af det mest livsbekræftende og fantiske i denne verden, er at tilbringe min tid sammen med dem, og se disse fantastiske skønne mennesker, være glade og tilfredse. Jeg synes jeg er enormt heldig, at have lige disse tre mennesker i mit liv.

Jeg elsker at læse, både faglitteratur og skønlitteratur. Hvis der er noget jeg ikke helt forstår, eller ikke lige ved så meget om, så er jeg simpelthen “nødt til” at finde ud af mere, især inden for historie. Skønlitteratur er det mest fantasy der bliver læst, og lige i øjeblikket er det stor hittet “Game of Thrones” der bliver slugt råt, og ja bogen er mere indviklet end serien er.

Jeg har altid været kreativt anlagt,  god til at tegne, og slapper faktisk bedst af med en blyant i hånden og et stykke papir. Jeg elsker at bruge mine hænder og vil meget gerne lære nyt.

Selvom jeg ikke virker til at være det store udendørsmenneske, så trives jeg altså bedst ude på landet, langt væk fra storbyens midte. Vi bor som tidligere skrevet på vores egen gård, lidt uden for en mindre by, med det vigtigste for en børnefamilie; vuggestue, børnehave, skole og handlemuligheder. Lige i øjeblikket har vi gang i projekt køkkenhave, som er et lidt større projekt herhjemme, når vi med to små børn, gerne vil dyrke så meget som muligt selv, når nu vi har pladsen til det.

Jeg lever efter princippet “sådan er det når der er børn i huset”, det vil sige, der er krummer på gulvet, pletter på tøjet og legetøj i hele stuen. Så selvom jeg gerne vil have orden og rent i hele huset, så ligner det bare hurtigt at Fætter BR endnu engang har været og brække sig ud over gulvet herhjemme, men sådan er det jo med to børn. Og jeg ELSKER det. Det dyre porcelæn er gemt væk, de fleste møbler vi har er genbrug eller noget Rasmus selv har bygget.

Jeg håber det gav et lille indblik i, hvem pokker hende Fru Piesen er, selvom det faktisk er svært at skrive om sig selv sådan her. I skal selvfølgelig være velkomne til at stille spørgsmål – jeg besvarer dem så godt jeg kan, og der kan nogle gange gå lidt tid inden i får svar, men sådan er livet med børn jo – fordi de kommer altså i første række

Der er altid en første….

Der er altid en første. Et første kys, den første kæreste, det første hus og et første blogindlæg.

Jeg har længe gået og leget med tanken om at starte en blog op. Jeg vælger at starte en blog for min egen skyld, som en form for dagbog over vores liv på landet, så alle byboere med en gemt bonderøv, kan misunde os vores liv på landet.

Bloggen vil omhandle mig(Fru Piesen), mine skønne unger, mine tegninger og vores liv på bondegården; så se frem til indlæg omkring min skønne familie, livet som “alene-mor”, hverdagen på gården, vores små byggeprojekter og sidst men ikke mindst mine kreative kreationer.

Så uden videre – Velkommen til livet som Fru Piesen

Jeg håber I vil nyde “opholdet”. I er velkomne til, at kommentere og stille spørgsmål, hvad enten I er enige eller uenige i det vi går og laver herude på landet